Hjælp med at finde Benjamin: 13-årig forsvundet på tredje døgn


Privatfoto


Politiet i Sydøstjylland efterlyser en 13-årig dreng, som har været forsvundet fra sit hjem i tre dage uden at give lyd fra sig.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

– Nu har han været væk i tre døgn, så nu skrider vi til at efterlyse ham, siger politikommissær Ole Eckholdt, Sydøstjyllands Politi, til Ritzau.

Den forsvundne er Benjamin Edelfeldt Larsen fra Horsens.

Han er sidst set i onsdags i Horsens, men han har også tilknytning til Aabenraa og Bredebro, oplyser politiet.

Forud for drengens forsvinden gik et skænderi med hans mor, som havde nedlagt forbud mod, at han overnattede hos en kammerat. På dagen for denne uenighed kom drengen ikke hjem fra skole, og ingen har set ham siden.

Benjamin Edelfeldt Larsen beskrives som dansk, 173 centimeter høj og almindelig af bygning. Han har kort, plysset, lilla hår.

Da han forlod hjemmet havde han en blå trekvartlang tyk stofjakke på og sorte eller mørkeblå cowboybukser. PÅ hovedet havde en han sort hue, og på fødderne røde Adidas-sko.

Politiet vil gerne høre fra drengen selv eller fra folk, der ved, hvor han opholder sig, siger Ole Eckholdt.

Sydøstjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

/ritzau/