23-årig voldtaget af to mænd efter bytur


Arkivfoto


En 23-årig kvinde har anmeldt til politiet, at hun blev voldtaget af to mænd efter en bytur i Aalborg, oplyser vagtchef Mogens Hougesen, Nordjyllands Politi.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Kvinden har forklaret, at voldtægten fandt sted i Christiansgade i nærheden af banegården i Aalborg. Her blev hun fundet grædende af en beboer tidligt lørdag morgen.

– En beboer i Christiansgade hører en, der græder, og finder den 23-årige kvinde udenfor, siger Mogens Hougesen.

Den 23-årige kvinde, der er fra Københavnsområdet, var på vej hjem efter en bytur i det centrale Aalborg. Hun har forklaret politiet, at hun blev forfulgt af to mænd, der indhentede hende i Christiansgade og udsatte hende for fuldbyrdet voldtægt.

Kvinden skal lørdag formiddag undersøges af en læge, der er uddannet til at undersøge ofre for seksuelle overgreb.

/ritzau/