Norge venter på terrorangreb


Arkivfoto


Terrortruslen er igen kommet i fokus i Norge.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Onsdag meddeler Politiets Sikkerhedstjeneste (PST) i Norge, at det er sandsynligt, at nogen vil forsøge at gennemføre et terrorangreb i løbet af det næste år.

– Inden for de næste 12 måneder er det sandsynligt, at der kan trues med og blive forsøgt terrorangreb i Norge, skriver PST på sin hjemmeside.

PST oplyser, at Forsvarets E-tjeneste og PST gennem det fælles Kontraterrorcenter (FKTS) har udarbejdet en opgraderet trusselsvurdering, som er formidlet ud til relevante ministerier og styrelser.

Ifølge den norske avis Verdens Gang har terrortruslen ikke den samme grad af alvor som i sommer, hvor PST slog alarm på baggrund af oplysninger om, at en gruppe personer var på vej fra Syrien til Europa.

Formålet skulle angiveligt være at gennemføre en terroraktion, og Norge var nævnt som et muligt mål.

Da den norske regering fremlagde sit statsbudget i begyndelsen af oktober, varslede den norske justitsminister, at “terrortruslen mod Norge anses som skærpet”.

Sikkerhedstjenester i Norge opererer ikke med bestemte trusselsniveauer, men i den opdaterede trusselsvurdering, som efterretningstjenesterne lægger frem onsdag, beskriver tjenesterne, hvorfor de mener, at trusselsbilledet mod Norge og norske interesser nu er skærpet, skriver Verdens Gang.

I Justitsministeriets budgetdokument hedder det, at den største trussel drejer sig om et multietnisk ekstremt miljø i Østlandet, hvor blandt andet Oslo ligger.

– Et lille antal personer har stor betydning for aktiviteten og truslen fra dette miljø. Ekstreme miljøer, uafhængigt af ideologisk forankring, tiltrækker ofte ustabile enkeltpersoner.

– Sådanne personer er vanskelige at afdække, men de kan alligevel udgøre en væsentlig del af trusselsbilledet i Norge, hedder det i dokumentet ifølge Verdens Gang.

/ritzau/NTB