Topchef i Justitsministeriet får kniven – genopstår i Kirkeministeriet


Arkivfoto


Længere tids negativt fokus for Justitsministeriet får nu konsekvens for departementschef Anne Kristine Axelsson.

LÆS OGSÅ: Justitsministeriet: Nødløgne, tilbageholdte oplysninger og forkerte tal

Hun bliver nu flyttet til Kirkeministeriet, hvor hun ligeledes skal være departementschef.

Ifølge finansminister Bjarne Corydon (S) er Axelsson indforstået med jobskiftet, som formelt finder sted til marts næste år.

– Anne Kristine Axelsson er enig i behovet for at sikre ro og har tilkendegivet, at hun ikke ønsker, at hendes person skal stå i vejen herfor. Hun har derfor sagt ja til fremover at løfte departementschefopgaven i Kirkeministeriet, siger Bjarne Corydon i en pressemeddelelse.

Den 45-årige Axelsson har været departementschef siden 2011, men blev i januar indkaldt til tjenstligt forhør og midlertidigt hjemsendt efter den såkaldte PET-sag, der kostede Morten Bødskov (S) posten som justitsminister.

Anne Kristine Axelsson var med til at fabrikere den løgn, som fældede Morten Bødskov. Men i de tjenstlige forhør blev hun frikendt af en undersøgelseskommissionen med tidligere højesteretsdommer Per Sørensen i spidsen.

Kommissionen kom frem til nogle hidtil meget lidt brugte begreber i den juridiske ordbog, nemlig at embedsmændene i Justitsministeriet stod bag en forklarlig nødløgn og en troværdig forglemmelse.

På den baggrund var det i orden, at de to embedsmænd var med til at give Folketinget en usand forklaring om, at det var på grund af et afbud fra daværende politidirektør i København Johan Reimann, at Folketingets Retsudvalgs besøg på Christiania måtte aflyses i februar 2012.

Frifindelsen var dog medvirkende til at skabe en tillidskrise i forhold til retsordførerne på Christiansborg. I slutningen af oktober kulminerede det anspændte forhold, da en række retsordførere opsigtvækkende fortalte Jyllands-Posten, at de havde mistet tilliden til ministeriet.

Ministeriet tilbageholder oplysninger, udsender forkerte asyltal og modarbejder Folketingets Retsudvalg, lød det fra flere ordfører.

Siden Mette Frederiksen (S) kom til som justitsminister – da Karen Hækkerup forlod posten til fordel for en stilling i Landbrug & Fødevarer – har hun arbejdet på at genoprette retsordførernes tillid til Justitsministeriet.

Mette Frederiksen ønsker dog ikke at kommentere, om beslutningen har sammenhæng med det arbejde. Heller ikke Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, ønsker at kommenterer beslutningen.

– Det tager vi til efterretning, men ellers har vi ikke nogen kommentarer, siger Karsten Lauritzen med henvisning til, at der er tale om en personalesag.

Den ombruste departementschef vil, indtil hun overtager stillingen i Kirkeministeriet, afvikle ferie og være til rådighed for særlige opgaver, oplyser finansministeren.

/ritzau/