Stor færdselsaktion i gang på Vestegnen


Arkivfoto


Onsdag eftermiddag gik en stor færdselsaktion i gang med kontrolsteder flere steder på Vestegnen. I løbet af de første timer er over 500 biler kontrolleret og tre bilister anholdt. Kontrollerne fortsætter onsdag aften.

Like localeyes.dk på Facebook

Kl. 16 gik et større antal færdselsbetjente i gang med en koordineret færdselsaktion med kontroller i Bagsværd, Rødovre, Hedehusene, Ishøj og Avedøre og fortsætter andre steder på Vestegnen i løbet af aftenen.

– I dag retter vi ekstra opmærksomhed på trafiksikkerheden og flytter vores udvidede rutinekontroller af køretøjer og førere rundt i politikredsen, siger politikommissær Erik Radmer Jensen, som leder aktionen.

I løbet af aktionens første timer er over 500 bilister kontrolleret. Indtil videre er en bilist anholdt på mistanke om spirituskørsel og to for at køre påvirket af narkotika eller medicin.

Fire har fået bøder for at køre uden førerret, 10 havde ikke kørekort med, 11 fik fartbøder, otte kørte uden sikkerhedssele, to havde ikke betalt forsikring og en fik inddraget nummerpladerne. Dertil kommer en række bøder for andre overtrædelser af færdselsloven.

Aktionen koordineres af Københavns Vestegns Politi færdselssektion med deltagelse af enheder fra politikredsen og bidrag fra Københavns Politi, Nordsjællands Politi og Midt- og Vestsjællands Politis Tungvognscenter Øst (TCØ) samt Bilinspektører.

Desuden deltager repræsentanter fra andre myndigheder som Skat, Fødevarestyrelsen og Taxanævnet samt støtte fra Beredskabsstyrelsen.

Aktionen fortsætter onsdag aften.