Arkivfoto
Anklagemyndigheden kræver, at en 54-årig mand skal miste sit danske statsborgerskab, fordi han har støttet al-Qaeda.
Den tiltalte er Sam Mansour, der tidligere er blevet dømt for at opfordre til terror.
Manden, der er kendt som “boghandleren fra Brønshøj”, har siddet varetægtsfængslet siden 12. februar i år.
Torsdag oplyser anklagemyndigheden, at tiltalen er rejst. Den er blevet godkendt af Justitsministeriet og Rigsadvokaten.
Hvis den 54-årige kendes skyldig, kræves en straf på fængsel i mindst fire år, og derfor skal sagen afgøres af et nævningeting.
Men derudover skal manden, der oprindeligt er fra Marokko, også frakendes sit danske statsborgerskab og udvises.
I bøger, tekster, videoer og på andre måder skal manden angiveligt have opfordret til væbnet jihad og forherliget terrorhandlinger, lyder påstanden.
Tidligere i forløbet har det været fremme, at han nægter sig skyldig i anklagerne.
I 2007 blev Mansour, der dengang hed Said til fornavn, idømt fængsel i tre år og seks måneder for at have propaganderet for al-Qaeda.
Retten på Frederiksberg behandler sagen fra 4. november og cirka en måned frem.
/ritzau/