Arkivfoto
I et grundlovsforhør for lukkede døre er en 21-årig mand onsdag blevet varetægtsfængslet, sigtet for at have offentliggjort navne og cpr-numre på 22 nuværende og forhenværende folketingsmedlemmer fra SF på nettet.
Da grundlovsforhøret i Dommervagten i København foregik for lukkede døre, er det ikke muligt at få oplyst, hvad den 21-årige har forklaret, eller hvad politiet bygger mistanken på.
Han er sigtet for at have begået forbrydelsen sammen med en anden mand på 30 år, som 1. oktober blev varetægtsfængslet i sagen.
Oplysningerne om politikerne skulle de to mænd angiveligt have fået fat i ved at hacke SF’s hjemmeside.
Navne, cpr-numre og mailadresser på de 22 nuværende og tidligere SF-parlamentarikere blev angiveligt lækket på nettet som led i en straffeaktion, efter at loven om Center for Cybersikkerhed kort forinden var blevet vedtaget i Folketinget.
– I dag, den 11. juni 2014, afslørede I jeres sande ansigt efter at have vedtaget loven om det danske “Center for Cybersikkerhed”. I måneder har vi observeret jeres hykleriske tilgang til spørgsmål om privacy violations (overgreb på retten til privatliv, red.), skrev hackerne ifølge Politiken.
Københavns Politi har siden i sommer efterforsket sagen, og 30. september blev en 30-årig mand anholdt. Allerede dengang ledte politiet efter endnu en mand, og ham mener man altså nu at have fundet.
Ligesom den 30-årige nægter han sig skyldig, men er blevet varetægtsfængslet i foreløbig seks dage, da dommeren mener, at han på fri fod vil lægge hindringer i vejen for efterforskningen.
Når den 21-årige netop blev fængslet i seks dage, skyldes det, at den nuværende varetægtsfængsling af den 30-årige udløber om seks dage. Dermed kan en eventuel forlængelse af varetægtsfængslingen af de to mænd behandles samtidig.
I kølvandet på offentliggørelsen af de 22 SF’eres private oplysninger i sommer blev cpr-numrene på statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og forsvarsminister Nicolai Wammen (S) også lagt ud på nettet.
Efterfølgende erkendte den tidligere betjent og politiske aktivist Lars Kragh Andersen, at det var ham, som havde offentliggjort de to ministres private oplysninger.
Siden har hackere lækket cpr-numre på alle de 91 folketingsmedlemmer, der stemte for loven om Center for Cybersikkerhed.
/ritzau/