Pernille Skipper får plads i Kontroludvalget


Pernille Skipper, Enhedslistens retsordfører, er valgt til partiets medlem af Folketingets Kontroludvalg, der blandt andet har til opgave at kontrollere Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Like localeyes.dk på Facebook

Det er første gang, at Enhedslisten indtager en plads i det magtfulde udvalg – det blev bestemt ved lodtrækning med SF, da Folketinget åbnede efter sommerferien, fordi de to partier nu er lige store. De fem største partier har plads i udvalget.

– Den største politiske opgave for Enhedslisten vil fortsat være, at vi forsøger at få indrettet et nyt system, der har en langt bedre og reel demokratisk kontrol af efterretningsvæsnernes arbejde, siger Pernille Skipper.

– Som medlem af udvalget må man bare tage til takke med de oplysninger, efterretningstjenesterne nu engang har lyst til at præsentere, så det nuværende system har meget lidt med kontrol at gøre.

Hun skeler til Norge, hvor systemet er bygget op på en anden måde.

– Der har man et uafhængigt kontroludvalg, der er nedsat af Stortinget, og som kan komme på uanmeldte besøg og tage sager op af egen drift, og som kan kontrollere alle efterretningstjenesternes samarbejdsflader. Det er en reel kontrol, de har, siger Pernille Skipper.

Hun forventer ikke, at hun kan bruge sin plads i det nuværende udvalg til at ændre på systemet, fordi et flertal i Folketinget bakker op om den nuværende opbygning.

– Jeg ved ikke helt, hvad det vil sige at sidde i udvalget, fordi der er så meget tavshed omkring det.

– Den konkrete opgave vil nok bestå i at stille de rigtige spørgsmål i udvalget, og det vil jeg gøre, så godt jeg overhovedet kan, siger hun.

/ritzau/