Svensk forsvar i alarm over ubåd-mistanke


Arkivfoto


Det svenske forsvar har oplysninger om, at der er fremmed undervandsaktivitet i Stockholms skærgård. Der er derfor iværksat en aktion med fly og helikopter i området.

Like localeyes.dk på Facebook

Ifølge forsvarets hjemmeside kommer oplysningerne fra en troværdig kilde, og man har derfor besluttet at gennemføre en operation i området.

– Vi har fartøjer, fly og hjemmeværnet i området. Området er stærkt trafikeret, og derfor er det vigtigt, at vi går ud og informerer om, hvad vi gør, siger det svenske forsvars operationsleder Jonas Wikström ifølge hjemmesiden.

Jesper Tengroth, pressemedarbejder i det svenske forsvar, er tavs om, hvad indsatsen mere eksakt går ud på.

– Det kan jeg ikke oplyse om. Kun at det er i Stockholms skærgård, siger han til TT.

Han siger dog, at det er “oplysninger, som vi har fået fra en pålidelig kilde” der gør, at mistanken er opstået.

På spørgsmålet om der er mistanke om noget særligt land eller lande, lyder svaret: Det kan jeg ikke kommentere.

/ritzau/TT