Nordjylland døjer stadig med regnproblemer


Foto: Michael Bo Rasmussen/Banedanmark


Flere områder af Vendsyssel døjer tidligt fredag fortsat med eftervirkningerne af de store mængder regn, der er faldet de seneste døgn.

– Vi pumper i øjeblikket fire steder i Vendsyssel. To steder i Hjørring Kommune og to steder i Frederikshavn Kommune. I Elling ved Frederikshavn er Skagensvej fortsat under vand, og det er det sted, der er mest kritisk, siger vagtchef ved Beredskabsstyrelsen Liselotte Rask.

Foruden Skagensvej bliver der pumpet på Rønnestvej i Frederikshavn.

I Hjørring Kommune melder den lokale indsatsleder, at der er bedring at spore i Lendum, som har været hårdt ramt.

– Vi pumper fortsat i Lendum, men vi er nede på et niveau, hvor åen og bækken næsten klarer det hele selv, så vi er på vej til kun at køre med én pumpe, siger indsatsleder Jan Færch.

Samme melding lyder fra Farøvej, der er et industrikvarter i Hjørring. Her kan myndighedernes pumpekøretøjer snart vende snuden hjemad igen.

Derimod er endnu en vej ind til Sindal blevet oversvømmet natten til fredag. Det drejer sig om Ugiltvej, der løber tæt på den store Uggerby Å, som er gået over sine breder nogle steder.

– Jeg har holdt øje med åen hele natten, og vi har nu afspærret Ugiltvej, der var gået i ét med Uggerby Å. Den er ikke brudt sammen, men bare oversvømmet. Så Sindal er snart ved at være lukket af, siger Jan Færch med henvisning til, at en anden indfaldsvej torsdag også stod under vand.

Beredskabsstyrelsen har i alt 72 mand i aktion i Hjørring Kommune og 56 i Frederikshavn. Begge steder er der fredag morgen møder mellem de relevante myndigheder, hvor den fremtidige indsats skal koordineres.

På grund af dæmningsskred flere steder er alle tog mellem Aalborg og Frederikshavn fredag aflyst.

/ritzau/