Voldsom regn giver oversvømmelser i Jylland


Arkivfoto


Veje, viadukter og flere kældre i Nordjylland står under vand efter kraftig regn flere steder i Vendsyssel. Motorvej E39 mellem Brønderslev og Hjørring er torsdag morgen svært fremkommelig på grund af vandmasserne.

– Vi er på vej med skiltevogne, som skal advare trafikanter på motorvejen og regulere trafikken, fortæller vagtchef Poul Badsberg fra Nordjyllands Politi.

Tidligere torsdag oplyste vagtchef Per Jørgensen, at mindst seks biler var kørt fast i vandmasserne.

– Vi har meget vand i Vendsyssel fra Brønderslev og nordpå. Det kan godt blive et problem for morgentrafikken. Bilister skal køre meget forsigtigt, for vandmasserne er en udfordring, siger han til Ritzau.

Både i Brønderslev, Hjørring og på E39-motorvejen er der meldinger om biler, der har givet op over for vandet.

– På Ringvejen ved jernbaneviadukten i Hjørring sidder fire biler fast i vandmasserne. I Brønderslev ved Vestergade og jernbanebroen sidder endnu en bil fast, og jeg har lige fået melding om, at der sidder en mand i en bil, der ikke kan starte, på motorvej E39 ved Vrå i sydlig retning, sagde Per Jørgensen, inden motorvejen kortvarigt blev lukket.

Beredskabscheferne i flere nordjyske kommuner koordinerer torsdag morgen indsatsen, lyder det fra Hjørring Kommunes beredskabschef.

– Vi har fået meget store vandmængder over meget lang tid. Det startede i går morges (onsdag, red.), og hen over natten har vi rigtig fået tæsk. I Lendum har vi 10-15 huse, hvor kældrene står under vand, siger Knud Børge Møller, der er beredskabschef i Hjørring Kommune.

Pumpekøretøjer fra både Thisted og Herning er på vej til området for at hjælpe med at håndtere vandet. Førsteprioriteten er at få fjernet vandet fra E39-motorvejen, som plejer at være meget trafikeret i morgentimerne.

DMI har tidligere udsendt et varsel om kraftig regn i netop Vendsyssel og Storaalborg.

Ingen er kommet til skade i forbindelse med de nævnte trafikstop eller den kraftige regn, lyder det fra politiet.

Bilister bør, så vidt det er muligt, holde sig fra viadukter og lavtliggende veje, da disse er særligt udsatte for at blive oversvømmet ved kraftig regn.

/ritzau/