Politiets kropskameraer afslører stenkastere på Christiania


Arkivfoto fra Pusherstreet


Københavns Politi har anholdt tre personer, som nu er sigtet for at have kastet sten mod politifolk på Christiania. Stenene blev kastet fredag, da politiet gennemførte en aktion på fristaden.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

– Det er ulovligt at kaste sten efter politiet, og så er det også dumt. Det er noget, vi ser på med stor alvor, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra Københavns Politis Taskforce Pusherstreet.

De anholdte er blevet identificeret på baggrund af videooptagelser fra kropsbårne kameraer, som politiet havde medbragt under politiaktionen fredag.

Den første anholdelse skete mandag. Det drejer sig om en 17-årig dreng, som tirsdag er blevet fremstillet i grundlovsforhør i Københavns dommervagt.

– Han er blevet varetægtsfængslet i 13 dage, fortæller Steffen Thaaning Steffensen til Ritzau.

En 36-årig mand er blevet anholdt tirsdag morgen, efter at politiet i de tidlige morgentimer indledte en aktion mod Stjerneskibet, som ligger nær Pusherstreet.

Senere tirsdag genkendte en politimand endnu en mistænkt. Den mistænkte blev set i nærheden af Københavns Universitet på Amager.

– Det er en 39-årig mand, som blev anholdt på metrostationen ude ved universitetet, fortæller Steffen Thaaning Steffensen.

I forbindelse med en ransagning af Stjerneskibet har politiet beslaglagt en større mængde hashprodukter.

Ifølge Steffen Thaaning Steffensen drejer det sig om 11,7 kilo hash, 18,8 kilo skunk, 6,7 kilo pot, 6244 joints, 20 flasker hasholie og 126 malingsbomber.

Ingen af de anholdte er sigtet for at have haft noget at gøre med dagens hashfund.

/ritzau/