Arkivfoto
Der skal bedre styr på, hvem der rejser rundt i og ind og ud af Europa.
Det er i korte træk resultatet af et møde torsdag i Luxembourg, hvor EU-landenes justits- og indenrigsministre forsøger at forstærke deres fælles indsats mod EU-borgere, der rejser i krig i Syrien og Irak. Og måske vender hjem som terrorister.
– Vi bliver nødt til at få rykket på denne her dagsorden.
– Der kan være alle mulige bekymringer, og dem skal man naturligvis have plads til. Men vi er nødt til at sørge for, at vi har styr på, hvem der flyver, og at vi kan udveksle oplysninger med hinanden, siger justitsminister Karen Hækkerup.
Hun og de øvrige ministre vil blandt andet forsøge at få Europaparlamentet overbevist om, at parlamentarikerne må blive færdige med at lovbehandle et forslag om at oprette et europæisk såkaldt PNR-register.
Registret skal gøre det muligt for efterretningstjenester at følge flypassagerers rejsemønstre i hele EU. Men det har været strandet i parlamentets borgerrettighedsudvalg i to år.
EU’s antiterrorchef, Gilles de Kerchove, siger, at man må “bruge pædagogik” over for parlamentet.
– Dem, der arbejder med det her i praksis, ved, at PNR-registret er et nyttigt værktøj. Vi kan meget snart opleve, at der kommer mange tilbage fra Syrien og Irak. Vi er nødt til nu at gøre os klar til at få øje på dem. Og være klar, siger de Kerchove, på et pressemøde.
Ud over PNR-registret for flyrejser inden for EU vil medlemslandene nu også som en hastesag have bedre styr på EU-borgere, der rejser ind og ud af Schengen.
I dag er det ikke tilladt systematisk at kontrollere EU-borgere i diverse databaser for for eksempel at se, om de rejser på falsk, stjålet eller konfiskeret pas. Eller om de har en tidligere dom for terror.
Medlemslandene vil nu bede EU-Kommissionen se på, hvor meget man med det samme kan gøre inden for de allerede eksisterende regler. Og dernæst om der er brug for at lave reglerne om.
– Jeg er ligeglad, hvilken label man sætter på. Det er ualmindeligt fornuftigt at man kan holde styr på, hvor folk kommer fra, og at man også kan kontrollere, hvem de er, siger Karen Hækkerup.
Hun henviser blandt andet til, at flere lande ligesom Danmark er begyndt at tale om at konfiskere folks pas.
– Man er nødt til at kunne kontrollere, om denne her persons pas er annulleret. Vi er nødt til at tænke sikkerhed og dokumentkontrol på en ny måde, siger justitsministeren.
/ritzau/