Disse to kvinder efterlyses for gaderøveri mod 93-årig kvinde


Politifotos af de efterlyste gaderøvere


Torsdag den 2. oktober 2014 kl. ca. 12.50 ved Frederiksberg Rådhus blev der begået et gaderøveri mod en 93-årig gangbesværet kvinde.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Den forurettede kvinde hævede 5000 kr. ved Nordea på Falkoner Alle, Frederiksberg og steg efterfølgende på buslinje 18 mod Frederiksberg Rådhus.

-På videoovervågningen fra banken samt fra bussen kan vi se, at to kvinder (A og B) følger efter den forurettede og viser stor interesse for hende, forklarer politiassistent Michael Evan Rasmussen fra Tyveri- og røveriafsnittet, Københavns Politi.

De to kvinder beskrives som:

A. Kvinde, østeuropæisk, 30-40 år, kraftig af bygning, mørkt skulderlangt hår med fald i, iført blå/hvid mønstret bluse, hvid hoftelang jakke, mørke bukser, bar en sort taske med rem over skulderen

B. Kvinde, østeuropæisk, ca. 40 år, alm af bygning, mørkt hår sat op i en knold, sorte briller, hvid bluse, beige cottoncoat (lang) med pelskrave, hvide bukser, brune støvler med høj hæl, bar en beige taske over den ene skulder

I banken udviste A stor interesse for den forurettede uden selv at foretage nogen bankforretning. I bussen stillede de to gerningskvinder sig helt tæt op ad forurettede. Under dække af et stort tørklæde over armen forsøgte B flere gange, at lave lommetyveri på forurettede uden at det lykkedes.

Ved Frederiksberg Rådhus steg de alle tre af bussen, hvorefter forurettede satte sig i et busskur og afventede en ny bus.

I busskuret forsøgte A og B at aflede forurettedes opmærksomhed ved at holde et kort op i ansigtet på hende. Gerningskvinderne trængte herefter den forurettede op mod glaspartiet og fastholdte hende, mens de stjal alle de penge, som hun tidligere havde hævet i banken.

Efterfølgende løb de fra stedet i retning mod den sydlige side af Frederiksberg Rådhus.

-Det er forkasteligt, at disse to kvinder målrettet er gået efter en ældre gangbesværet kvinde på 93 år, siger Michael Evan Rasmussen.

Det er politiets opfattelse, at de to kvinder er tilrejsende tricktyve fra Øst-Europa.

Har man oplysninger, som kan hjælpe Københavns Politi med at fange de efterlyste, bedes man ringe 114.