Asnæs-drab: Det var jagt på mordvåben som lukkede motorvej


Holbækmotorvejen onsdag


En kniv på knap 10 centimeter blev formentlig brugt til at dræbe en 33-årig mand i Asnæs lørdag, og onsdag lukkede politiet Holbækmotorvejen i fem timer, for at politihunde kunne snuse sig frem til kniven, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet har en teori om, at kniven efter drabet blev kastet ud af en bil i høj fart mod København.

LÆS OGSÅ: Eftersøgning med politihunde lukker motorvej
LÆS OGSÅ: 33-årig død efter knivstik ved værtshus i Asnæs
– Mange kilometer motorvejs vejbane og rabat er blevet gennemsøgt, men det lykkedes desværre ikke at finde kniven. Eftersøgning efter kniven fortsætter i andre områder og andre steder, skriver politikommissær Ove Pedersen i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om en kniv eller dolk med en bladlængde på omkring 10 centimeter. Den har et sort eller mørkt blad, ingen parerplade, sort håndtag viklet ind i sort flettet snøre på kryds og tværs. Kniven sad i en sort skede, som var udført i plastik.

Kniven er ifølge politiet købt i en knivforretning i København. I forretningens sortiment er der en model, som nogenlunde svarer til beskrivelsen, men som ikke med sikkerhed vil være identisk med den eftersøgte kniv. Modellen har navnet Obake med en klingelænge på 9,2 centimeter.

I fem timer var Holbækmotorvejen onsdag lukket for trafik i østlig retning, mens politifolk med hunde gennemsøgte vejstrækningen.

Motorvejen blev spærret af ved afkørsel 15 Gevninge til Roskilde Vest. I første omgang mente politiet, at undersøgelsen ville vare i et par timer, men der skulle altså gå mere end dobbelt så lang tid, før bilisterne igen fik lov at køre på vejen.

Lukningen gav på et tidspunkt en kø på op til en halv kilometers længde, oplyste politiet tidligere.

/ritzau/