Anklager: De tiltalte i hackersag er fulde af løgn


Arkivfoto


En 21-årig dansker og den svenske internetaktivist og hackerdømte Gottfrid Svartholm Warg lyver om deres rolle i forbindelse med et omfattende hackerangreb mod offentlige registre opbevaret hos virksomheden CSC tilbage i 2012.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Så klar er meldingen fra vicestatsadvokat Anders Riisager tirsdag ved Retten på Frederiksberg, hvor sagen mod de to mænd nu er gået ind i den afsluttende fase.

– De tiltalte har ret til at lyve, som de lyster. Og det er en ret, som de i denne sag – kan jeg roligt sige – har gjort stor brug af, lyder det fra Anders Riisager, som tirsdag eftermiddag har indledt anklagemyndighedens procedure i sagen.

Sagen drejer sig om elektronisk indbrud – hacking – hos CSC i en periode i 2012, hvor vigtige offentlige registre blev kompromitteret og kopieret. Det drejer sig blandt andet om politiets kriminalregister og det såkaldte Schengen-register over internationalt efterlyste.

De to mænd er tiltalt i sagen. Warg erkender, at hans computer er blevet brugt til angrebet, men hævder, at den har været fjernstyret af ukendte gerningsmænd.

Danskeren erkender at have deltaget i en chat, hvor man talte om mulighederne for at trænge ind hos CSC, men afviser pure, at han har noget med selve hackerangrebet at gøre.

Fjernstyring eller ej af Wargs computer er et centralt spørgsmålet i sagen. Ifølge Anders Riisager har svenskeren dog ikke sandsynliggjort, at det har fundet sted.

– Det svarer til, at man som forælder finder kagedåsen stående på bordet uden låg, og derefter ser sit barn med krummer om munden og ned ad trøjen, og at barnet så siger: Det var ikke mig, men fire af mine venner, lyder det fra Riisager.

– Men barnet vil intet sige om, hvem der har proppet kagerne ind i munden på det, eller hvordan det rent teknisk er foregået, siger vicestatsadvokaten.

Han mener, at anklagemyndighedens beviser i sagen er så entydige, at retten ikke kan komme uden om at dømme Warg.

– Warg har ikke bare krummer ned ad trøjen, men helt ned ad bukserne og rundt i hele ansigtet, siger Anders Riisager.

Anklagemyndigheden mener, at danskeren skal dømmes for at have opfordret Warg til at udføre hackerangrebene.

Sidst på ugen er det forsvarsadvokaternes tur til at fremlægge deres procedure i sagen, og der ventes at falde dom 31. oktober.

/ritzau/