Arkivfoto
Rigspolitiet går nu i offensiven mod menneskesmuglere, og vil i samarbejde med anklagemyndigheden forsøge at skabe grundlag for, at smuglerne kan blive dømt efter en langt strengere paragraf end tidligere.
Den nye strategi kan ifølge Jyllands-Posten allerede nu aflæses direkte i anmeldelserne til retten om retssager mod smuglerne.
I september i fjor anmeldte dansk politi i blot ét enkelt tilfælde en menneskesmugler til retten efter en bestemmelse i straffeloven, som kan give helt op til otte års fængsel. I september i år har politiet anmeldt hele 18 menneskesmuglere efter netop den paragraf i straffeloven.
Og hvor politiet i september i fjor rejste 23 sigtelser for menneskesmugling, har politikredsene i september i år fordoblet antallet af sigtelser 46.
– Vi står over for en organiseret kriminalitet, hvor nogle kriminelle personer tjener endog meget store beløb på at indsmugle flygtninge til Danmark. Vi har efterretninger fra politifolk i blandt andet København, Kolding og Sønderborg, som viser, at vi står over for et fintmasket netværk af organiserede smuglere.
– Det vil vi reagere på så stærkt som muligt, og derfor går vi benhårdt efter at få straffet smuglerne hårdere end i dag på grundlag af den omfattende efterforskning, vi foretager, siger politidirektør Svend Larsen, Rigspolitiet, til Jyllands-Posten.
Formanden for Den Danske Dommerforening, Mikael Sjöberg, siger, at dommerne vil afvente og se de konkrete sager, før de tager stilling til politiets ønske om strengere straffe.
/ritzau/