Forældre bønfalder IS om at skåne deres søn


Arkivfoto


Forældrene til det amerikanske gidsel Peter Kassig beder i en direkte bøn den voldelige islamistiske gruppe Islamisk Stat (IS) om at skåne deres søn, skriver BBC.

Like localeyes.dk på Facebook

I en video beder Ed og Paula Kassig jihadisterne om at vise barmhjertighed og løslade Peter Kassig.

– Vi bønfalder hans bortførere til at vise barmhjertighed og bruge deres magt til at lade vores søn gå, siger Ed Kassig i videoen.

Fredag udsendte Islamisk Stat endnu en video, hvor et gidsel bliver halshugget. Der er angiveligt tale om den britiske nødhjælpsarbejder Alan Henning. I slutningen af videoen truer jihadisterne med at slå Peter Kassig ihjel, hvis ikke Vesten stopper sine angreb mod Islamisk Stat.

Med fredagens drab har den militante organisation videofilmet drabet på fem gidsler siden 19. august. Det ene af ofrene – en 55-årig franskmand – blev dog henrettet i Algeriet af gruppen Jund al-Khalifa, som er en militant, algerisk gruppe med tilknytning til IS.

Drabene på de forsvarsløse gidsler og offentliggørelsen af dem på internettet er en stærkt medvirkende årsag til, at en koalition af lande anført af USA har besluttet af bombe Islamisk Stat i Irak.

Blandt landene i koalitionen er Storbritannien, Frankrig, Holland og Belgien. Også Danmark deltager og sendte i torsdags syv F-16-fly af sted.

/ritzau/