Anklager kræver 14 års fængsel i kokain-sag


Arkivfoto


En tysker og en colombianer fortjener hver at blive idømt fængsel i 14 år, fordi de over lang tid førte forhandlinger om at indsmugle kokain til Danmark.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det hævder anklagerne i en straffesag torsdag i Retten i Aarhus. Mændene er tiltalt for at ville indføre 200 kilo fra Sydamerika – og prisen var sat til 43,5 millioner kroner, påstås det.

Sagen er resultat af et intenst samarbejde mellem det amerikanske narkopoliti og dansk politi.

LÆS OGSÅ: Overblik over sagen om kokain for 43 millioner
Helt usædvanligt fik en colombianer, der selv er dømt for at hvidvaske narkopenge, til opgave at spille skuespil over for tyskeren og hans colombianske ven ved møder i København og Aarhus.

Han optrådte som leverandør af kokain og som repræsentant for guerillabevægelsen Farc.

Han blev civil agent for politiet, og snakken ved møderne blev optaget af skjulte mikrofoner. Desuden blev de mistænkte overvåget.

– Vi ligger helt oppe ved strafmaksimum på 16 års fængsel, siger senioranklager Torben Thygesen til domsmandsretten.

Den 30-årige tysker og hans 47-årige colombianske ven nægter sig skyldige. De mener, at de har været udsat for en ulovlig politioperation.

Tyskeren MS bor til dagligt i Sydspanien. Han har ingen bankkonto eller kreditkort – og han beskrives af den anden anklager som en narkohandler i den tunge klasse.

– Dette er en meget usædvanlig sag, siger advokaturchef Poul Gade. Brugen af den civile agent var helt afgørende, lyder det:

– Vi er kommet helt ind i maskinrummet på alvorlig organiseret kriminalitet. Vi har fået førstehåndsbeviser på, hvordan internationale narkokriminelle forsøger at organisere en stor handel, siger Poul Gade.

Den tredje tiltalte i sagen er danskeren AR. Påstanden er, at han skulle aftage en del af de 200 kilo.

Også han står til 14 års fængsel, lyder det fra senioranklageren. Det skyldes, at han har næsten tre års reststraf fra en tidligere dom for hash, ligesom betjente ved anholdelsen af ham i Stege på Møn fandt en revolver.

/ritzau/