30-årig fængslet for at lække politikeres cpr-numre


Arkivfoto


En 30-årig mand er onsdag i Dommervagten i København blevet fængslet i 13 dage, sigtet for at have offentliggjort navne og cpr-numre på 22 folketingsmedlemmer fra SF på nettet.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Onsdagens grundlovsforhør foregik for lukkede døre, og det er derfor ikke muligt at få oplyst, hvad den 30-årige forklarede, eller hvad politiet bygger mistanken på.

Men det kom dog frem, at han nægter sig skyldig, og at han skulle have lækket oplysningerne sammen med en anden person. Oplysningerne skulle manden angiveligt have fået fat i ved at hacke SF’s hjemmeside.

I juni skrev Politiken at navne, cpr-numre og mailadresser på de 22 folketingsmedlemmer blev lækket på Twitter som en straffeaktion mod loven om Center for Cybersikkerhed, som Folketinget kort forinden havde vedtaget.

– I dag, den 11. juni 2014 afslørede i jeres sande ansigt efter at have vedtaget loven om det danske “Center for Cybersikkerhed”. I måneder har vi observeret jeres hykleriske tilgang til spørgsmål om privacy violations (overgreb på retten til privatliv, red.), skrev gruppen ifølge Politiken.

Københavns Politi har siden sommer efterforsket sagen, og tirsdag blev den 30-årige mand så anholdt.

I kølvandet på offentliggørelsen af de 22 SF’eres private oplysninger, blev cpr-numrene på statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og forsvarsminister Nicolai Wammen (S) også lagt ud på nettet.

Efterfølgende erkendte den tidligere betjent og politiske aktivist Lars Kragh Andersen, at det var ham, som havde offentliggjort de to ministres private oplysninger.

Siden har hackere lækket cpr-numre på alle de 91 folketingsmedlemmer, der stemte for loven om Center for Cybersikkerhed.

/ritzau/