Kendt svensk ekstremsportsudøver dræbt i lavine


Foto fra Facebook


En kendt svensk ekstremskisportsudøver er omkommet i en lavine i Chile, skriver svenske medier tirsdag aften.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det drejer sig om Andreas Fransson, der ifølge avisen Aftonbladet befandt sig på bjerget San Lorenzo for at lave filmoptagelser sammen med to andre svenskere og en canadier.

Canadieren meldes også omkommet i sneskreddet, mens de to andre svenskere er uskadte.

Sneskreddet skete angiveligt allerede mandag, men på grund af vanskelige vejrforhold er det første lykkedes redningsmandskabet at nå frem til bjerget i løbet af tirsdag.

Ifølge det svenske udenrigsministerium er Andreas Fransson officielt meldt savnet, men nyhedsbureauet Reuters skriver sent tirsdag aften, at ligene af de to er blevet fundet af et chilensk eftersøgningshold.

Andreas Fransson beskrives som et kendt navn i ekstremsportsmiljøet.

På sin blog skrev han forleden, at turen nu gik til San Lorenzo – et 3700 meter højt bjerg i Andesbjergene på grænsen til Argentina.

– Jeg ser frem til at hænge ud i vildmarken i et par uger. I kommer formentlig ikke til at høre fra os i et stykke tid, lød det.

Formanden for det svenske skiforbund beskriver over for Aftonbladet den omkomne svensker som en person, der vægter sikkerheden høj, men at den type skisport, som han udøvede, var risikabel i sig selv.

/ritzau/