Arkivfoto
Rytterstatuen på Christiansborg Slotsplads blev natten til søndag offer for et angreb fra brandstiftere.
Gerningsmændene fik dog ikke stukket ild på billedhugger Bissens statue af Kong Frederik VII fra 1865.
– Statuen er blevet overhældt med brandbar væske, men som jeg har fået det oplyst, så er den ikke blevet antændt, fortæller Gunnar Nørager, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi.
Kort efter episoden, som skete omkring klokken fire natten til søndag blev to drenge anholdt i nærheden.
– Det drejer sig om to drenge på 16 og 17 år, og vi er nu ved at undersøge, om de kan sættes i forbindelse med det her, og i den forbindelse overvejer vi, om de skal fremstilles i dommervagten, fortæller Gunnar Nørager.
En fremstilling i dommervagten – som er det populære navn for Københavns Byrets afdeling for grundlovsforhør – betyder i realiteten, at anklagemyndigheden vil kræve, at drengene skal varetægtsfængsles.
Ifølge Gunnar Nørager blev der tidligere på natten stukket ild til et mandskabsskur i Havnegade, som ligger nogle hundrede meter fra Christiansborg.
– Der er ikke nogen, der er kommet til skade, men det er altid alvorligt, når der er tale om ild, siger Gunnar Nørager.
/ritzau/