Bandeforbud i Horsens


Politiet indfører et bandeforbud i Horsens


Pressemeddelelse fra Sydøstjyllands Politi:
Initiativet til at Horsens nu indfører et “bandeforbud”, ligesom en række omkringliggende byer, er kommet fra Sydøstjyllands Politi. Idéen er blevet modnet og besluttet på en række møder mellem alle byens restauratører, kommunen og politiet. Alle bakker op, – på nær tre restaurationer.

Like localeyes.dk på Facebook

Forbuddet gælder for Midtbyen og handler om nattelivet – og ikke om, hvis man er ude at spise med familien eller lignende, forbuddet gælder fra kl. 23.00, og gælder for de personer, som politiet har registreret som bandemedlemmer. Disse personer må hverken få serveret eller opholde sig i restaurationerne.

Formålet med at indføre forbuddet er at fastholde et godt og trygt natteliv i Horsens ved at forebygge, at banderelaterede vælger Horsens som “gå i byen by”, bl.a. i lyset af, at en række andre omkringliggende byer som nævnt har indført forbuddet.

“Vi er meget tilfredse med, at Horsens´ restauratører har bakket op om idéen i så stort omfang som tilfældet er” siger lokalpoliti-leder Lars Peter Madsen, Sydøstjyllands Politi. “Vi bakker til gengæld restauratørerne op, når nu beslutningen skal føres ud i livet”.

Alle de restaurationer, der er en del af dette samarbejde for et sikkert natteliv vil have et opslag med forbuddet og et mærkat med “Trygt natteliv” synligt, således at alle, der færdes dér vil kunne se at de er på en restauration, der er med i indsatsen.