Khorosan: Ny gruppe i Syrien på højde med IS


Arkivfoto


En nystartet syrisk gruppe udgør potentielt en lige så stor – hvis ikke større – trussel mod sikkerheden i Europa og USA som jihadistgruppen Islamisk Stat (IS).

Det skriver The New York Times.

Anonyme amerikanske sikkerheds- og efterretningskilder siger til avisen, at gruppen, der kalder sig Khorosan, rent faktisk nyder godt af det store fokus, som IS har fået. Gruppen ledes angiveligt af Muhsin al-Fadhi, der var en del af inderkredsen omkring den afdøde al-Qaeda-leder Osama bin Laden.

Ifølge The New York Times var han så tæt på bin Laden, at han var blandt de få, som på forhånd vidste, at terrorangrebet i USA 11. september 2001 skulle ske.

Der er ganske få offentligt tilgængelige oplysninger om Khorosan-gruppen, som angiveligt er opstået i Syrien inden for det seneste år. Kilder siger til den amerikanske avis, at gruppen består af al-Qaeda-folk fra Mellemøsten, den sydlige del af Asien og Nordamerika.

Khorosan skulle være interesseret i at udføre angreb med skjulte sprængstoffer.

James Clapper, der er den øverste amerikanske efterretningschef, sagde torsdag, at i forhold til truslen mod USA, så “kan Khorosan udgøre en lige så stor trussel som Islamisk Stat.”.

IS er berygtet for sine hårdhændede metoder. Gruppen huserer i både Irak og i Syrien og har blandt andet halshugget flere vestlige gidsler, optaget det på video og lagt det på internettet.

Efterretningskilder peger på, at også al-Nusra Fronten i Syrien – der har forbindelse til al-Qaeda – kan udgøre en direkte trussel mod amerikanerne og europæerne.

USA anslår, at omkring 15.000 udlændinge er rejst til Syrien for at kæmpe i borgerkrigen. Heraf flere end 100 amerikanere og 2000 europæere.

Hverken talsmænd fra efterretningstjenesten CIA eller Det Hvide Hus har ønsket at kommentere artiklen i The New York Times.

/ritzau/