To norske børn ved at dø af overdosis på sygehus


Arkivfoto


To norske børn fik torsdag indsprøjtninger med omkring 20 gange for store doser cellegift i forbindelse med en kemoterapi på Universitetssykehuset Nord-Norge (UNN) i Tromsø.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Begge var meget tæt på at dø.

Sygehusets viceadministrerende direktør, Elin Gullhav siger, at det var Sykehusapoteket Nord, der havde fyldt alt for meget cellegift i sprøjterne, der blev leveret som en normal dosis.

– Her er der sket et menneskeligt svigt på apoteket. Børnene var i livsfare, men heldigvis gik det godt. De har det fint nu, siger Gullhav.

Ifølge kilder, som avisen VG har talt med, så skulle de to kræftsyge unge egentlig have haft 12,5 milligram, men i stedet har de fået indsprøjtet 250 milligram gennem rygmarven.

Lægerne på UNN’s børneafdeling fattede mistanke om, at der var noget galt, da børnene ikke reagerede som forventet, da de vågnede.

Der blev sendt modgift med fly fra Oslo samme aften, og først ved midnatstid natten til fredag kunne de to meldes udenfor livsfare.

– Det, der er sket, er overordentlig beklageligt. Her er der tale om et rutinesvigt, som ikke skulle kunne forekomme, siger direktør Espen Mælen Hauge, Sykehusapoteket Nord, i en pressemeddelelse.

Ifølge sygehusapoteket er der tale om den største fejlhåndtering af lægemidler, som apoteket nogen sinde har været involveret i. Såvel UNN som Sygehusapotek Nord har rapporteret episoden til den norske sundhedsmyndighed, Helsetilsynet.

/ritzau/NTB