Asylansøgere strømmer til Danmark


Arkivfoto


Bølgen af asylansøgere bliver ved med at vokse.

Like localeyes.dk på Facebook

Alene i august søgte omkring 2300 personer om asyl i Danmark – så mange er der ikke registreret på en enkelt måned gennem de seneste fire et halvt år, og stigningen får nu regeringen til at varsle et indgreb.

Det var oprindeligt forventet, at godt 7500 personer ville søge om asyl i Danmark i år. Det antal er allerede overskredet på nuværende tidspunkt, og det forventede antal asylansøgere er da også siden blevet opjusteret.

Allerede i sidste uge stod det klart, at sommerens bølge af asylansøgere fra især Syrien og Eritrea betyder, at der skal sættes yderligere 200 millioner kroner af til håndtering af de mange ansøgere, der giver pres på kommuner og integrationsindsatsen.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) og socialminister Manu Sareen (R) vil fredag fremlægge en model for, hvordan asylansøgere kan sendes hjem, når der er fred i deres land.

Men ifølge DR’s oplysninger lægger regeringen op til at give asylansøgere ophold på et ringere grundlag end i dag.

Fremover vil regeringen give lov til, at myndighederne kan vurdere flygtningenes situation efter enkelt et år i Danmark, hvor det i dag er fem år, skriver DR.

Er der kommet fred i den flygtedes hjemland, kan Danmark ifølge DR’s oplysninger sende vedkommende tilbage – også selvom der ikke er opbygget de varige samfundsinstitutioner, som FN-konventionen kræver.

/ritzau/