Britisk journalist holdes som gidsel af ISIS
Gruppen Islamisk Stat har ifølge flere internationale medier torsdag frigivet endnu en video, der synes at vise en britisk freelancejournalist, der bliver holdt som gidsel.
På videoen, der ifølge nyhedsbureauet AFP er offentliggjort på YouTube, optræder en mand i orange fangedragt.
Han siger selv, at han bliver holdt fanget. Og han antyder, at den godt tre minutter lange video er den første i en række “programmer”, der vil viderebringe fakta om Islamisk Stat.
– Jeg ved, hvad I tænker. I tænker: Han gør det kun, fordi han bliver holdt fanget. Han har en pistol mod tindingen, og han bliver tvunget til at gøre det her. Ikke?
– Det er sandt. Jeg er fange. Det kan jeg ikke benægte. Men eftersom jeg nu er blevet opgivet af min regering og min skæbne ligger i Islamisk Stats hænder, har jeg intet at tabe, siger manden ifølge Reuters.
Den britiske udenrigsminister, Philip Hammond, der torsdag er på besøg i Danmark, siger på et pressemøde, at han ikke umiddelbart kan bekræfte videoens ægthed.
– Jeg har godt hørt rapporterne om en video, der er blevet offentliggjort via sociale medier. Den type videoer kan være meget foruroligende for de involveredes familier. Vi ser selvfølgelig meget nøje på det materiale, der bliver frigivet.
– Jeg har intet at tilføje om situationen for tilbageholdte gidsler. Vi gør alt, hvad vi kan, for at støtte dem. Men jeg har ikke tænkt mig at levere et løbende kommentarspor, siger Philip Hammond efter at have holdt møde med sin danske udenrigsministerkollega, Martin Lidegaard (R).
Islamisk Stat, der kontrollerer områder i både Syrien og Irak, har i løbet af de seneste uger offentliggjort videooptagelser af halshugningen af to amerikanske og et britisk gidsel.
I forbindelse med frigivelsen af tidligere videoer har gruppen truet med at henrette flere gidsler.
Det er ikke umiddelbart klart, hvor og hvornår den seneste video er optaget.
/ritzau/