Indsatsleder efter skybrud: Det er helt vildt


Arkivfoto


Søndag formiddag er folkene fra det lokale beredskab på Bornholm så småt ved at pakke sammen efter natten igennem at have kæmpet mod vandmasserne.

Vagthavende indsatsleder Flemming Jensen fra Bornholms Brandvæsen har natten igennem stået i spidsen for brandvæsnets indsats mod vandet.

– Jeg tror, vi har fået mellem 80 og 100 millimeter regn. Det er helt vildt, fortæller Flemming Jensen til Ritzau.

Skybruddet ramte den østlige del af Bornholm lørdag aften. Ud over oversvømmede veje, haver og kældre forårsagede regnen også en kortere strømafbrydelse.

– Vores indsats er ved at være forbi nu. Vi har en pumpe, der stadigvæk kører ved en transformerstation, men ellers pakker vi sammen, fortæller Flemming Jensen.

Bornholms Brandvæsen har på grund af indsatsens størrelse fået assistance fra Beredskabsstyrelsens afdeling i Allinge i kampen mod det våde element.

Beredskabsstyrelsens afdelinger træder til og hjælper de lokale beredskaber, når der indtræffer større hændelser.

– Vi har bidraget med en lænsepumpecontainer, som har en samlet pumpekapacitet på 26.000 liter i minuttet og otte mand, fortæller Mike Foxvig, der er førstevagthavende hos Beredskabsstyrelsen på Bornholm.

– Vi har været ude at pumpe ved Østkrafts transformatorstation, hvor der var vand, som løb ned fra markerne, og ved en gård, hvor der også løb vand ned fra markerne. Folkene er lige vendt hjem her til morgen, fortæller han.

Hos Bornholms Politi har skybruddet ikke medført nogen nævneværdige opgaver. Ifølge politiets vagthavende har man på døgnrapporten kun noteret en enkelt hændelse.

– Der var en turist, som sad fast efter et mudderskred på en vej ved Saltuna, men det har været helt udramatisk, siger politiets vagthavende.

Skybruddet har været begrænset til en del af øen. De hårdest ramte områder er ud over Nexø: Snogebæk, Bodilsker og Poulsker.

Nu hvor myndighedernes indsats er ved at være afsluttet, bliver det op til husejere og private at stå for den sidste del af oprydningen.

– Der er rigtig mange kældre, som har fået vand. Jeg kan ikke sige, hvor mange, men skadeservicefirmaerne får travlt, lyder det fra brandvæsnets Flemming Jensen.

/ritzau/