Lusket nordjyde: Voldtog bedøvet genbo


Arkivfoto


En 43-årig mand er fredag blevet varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Hjørring for at voldtage sin bedøvede genbo i Jerslev i Nordjylland.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Manden er sigtet for at voldtage en 25-årig kvinde, mens hun var stærkt bedøvet af medicin i sit hjem.

– Dommeren mener, at der er begrundet mistanke mod manden, så han er varetægtsfængslet af hensyn til efterforskningen, da vi skal have afhørt en hel del vidner, siger senioranklager Peter Rask til Ritzau.

Voldtægten skulle være sket i april, hvor manden også ifølge sigtelsen begik indbrud hos den kvindelige genbo og truede en tredje person.

– Han er sigtet for at udnytte, at hun ligger bedøvet og på den måde have samleje med hende, siger senioranklager Peter Rask ved Nordjyllands Politi til Ritzau.

– Hun tager noget medicin, som har en temmelig sløvende effekt, og så vågner hun op ved, at han har samleje med hende, fortæller anklageren.

Den 43-årige er også sigtet for indbrud hos kvinden og for at have truet en person, som kom på besøg og hjalp kvinden i en anden forbindelse. Personen blev angiveligt truet med, at den 43-årige “ville smadre ham”.

Den 43-årige har nægtet at udtale sig til politiet, og i retten nægtede han sig skyldig. Den 43-årige mand har klaget over fængslingen ved at kære dommerens afgørelse.

/ritzau/