Politichefer til muslimer: Tag afstand fra Islamisk Stat


Arkivfoto


Imamer og muslimske organisationer skal i højere grad offentligt lægge afstand til Islamisk Stat (IS), der er under anklage for massedrab og etnisk udrensning i det nordlige Irak. Senest har IS også halshugget to amerikanske journalister i det nordlige Syrien.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Sådan lyder opfordringen fra tre af de politikredse, der har oplevet flest unge muslimer rejse i væbnet kamp i Syrien, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

I en række tilfælde er de unge mænd endt som krigere hos IS.

Chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen, Østjyllands Politi, siger til avisen:

– Hvis foreningerne turde tage bladet fra munden og sige det højt, at de tog afstand, så ville det hjælpe med at få budskabet igennem.

Politidirektør Thorkild Fogde fra Københavns Politi og politiinspektør Bent Isager-Nielsen fra Københavns Vestegns Politi så også gerne, at de muslimske autoriteter tog klart og tydeligt afstand fra Islamisk Stat.

Bent Isager-Nielsen kalder det “meget, meget afgørende”, at de unge hører det fra nogen, de har tillid til og respekt for.

Det Islamiske Trossamfund (DIT) advarer i en skriftlig udtalelse mod at fokusere på “store ord uden egentlig og reel handling”, og opfordrer politiet til at tage dialogen uden for medierne.

Foreningen henviser til, at man ligesom en række moskéer har iværksat “diverse initiativer”.

– Såfremt politiet ønsker at indgå i en dialog med os og drøfte nogle elementer, vil det være passende at undgå henvendelser via tredjepart for netop at vise seriøsiteten for alle, lyder det i udtalelsen, hvoraf det ikke fremgår, hvad disse initiativer består af.

/ritzau/