Vild biljagt ved den dansk-tyske grænse


Arkivfoto


En fælles dansk-tysk eftersættelse fandt natten til fredag sted frem og tilbage over den dansk-tyske grænse.

Like localeyes.dk på Facebook

En dansk patrulje spottede ved 01.30 tiden en Hyundai, der øjensynligt var påsat stjålne nummerplader. De forsøgte at standse bilen, men det ville føreren ikke. Han forsøgte at køre fra patruljen. Under sin flugt kørte føreren af bilen flere gange over grænsen til Tyskland og tilbage igen. Til sidste satte han af sted mod syd på E45. Under flugten var han flere gange over 200 km i timen. Han forsøgte også flere gange med høj hastighed at køre ind i de forfølgende danske og tyske patruljevogne.

Det lykkedes klokken 02.45 patruljerne at stoppe bilen på A7 500 meter udenfor Lottorf på den tyske side. Føreren viste sig at være en 24-årig dansk mand fra Padborg. Han var påvirket af narkotika.

At det lykkedes at stoppe bilen, skyldes det gode samarbejde mellem dansk og tysk politi om, hvordan man håndterer den type flugt over grænsen. Her eksister der en aftale om, at dansk politi kan eftersætte flygtende i en korridor langs og syd for grænsen, til tysk politi kan tage over. Og lige sådan kan tysk politi i en korridor nord for grænsen eftersætte, til danske patruljer kan tage over.

Det er ved at blive undersøgt, om den 24-årige skal fremstilles i grundlovsforhør i Tyskland eller udleveres til Danmark.