Hård dom: Flere måneders fængsel til falske betjente


Arkivfoto


Tre rumænske mænd har fredag fået henholdsvis tre og fem måneders fængsel og for at udgive sig for at være politibetjente og bestjæle turister i København.

LÆS OGSÅ: Tre falske betjente anholdt i København
LÆS OGSÅ: Politiet advarer: Falske betjente stjæler dine penge
Det besluttede Københavns Byret fredag formiddag. Alle tre mænd modtog dommen.

To af de dømte, som begge var ustraffet, har fået fem måneders fængsel og bliver udvist. Den tredje skal tre måneder bag tremmer.

Det var anklagemyndigheden meget tilfreds med.

– Normalt giver disse forhold 60 dages fængsel, men dommeren lagde vægt på de mange forsøgte hævninger på kortene.

– Det at udgive sig for at være politibetjent er særdeles skærpende, samfundsskadelig virksomhed på linje med dokumentfalsk og lignende. Vi skal kunne stole på vores dokumenter og på vores myndigheder, siger anklager Tomas Hugger, Advokatur City, Københavns Politi i en pressemeddelelse.

De tre nu dømte mænd lokkede blandt andet en japansk turist til at oplyse dem om pinkoden til hans kreditkort, hvorefter kortet blev stjålet og misbrugt.

Det fremgik af politiets sigtelse, at japaneren og et andet offer i alt mistede 24.000 kroner.

Torsdag blev tre andre rumænske mænd anholdt for samme trick. De er sigtet for tricktyveri og for at udgive sig for at være danske politibetjente.

De tre mænd, som alle er i fyrrerne, var for Dommervagten i København fredag og er blevet idømt 11 dages varetægtsfængsling, imens sagen bliver efterforsket.

Det var en anmeldelse fra et amerikansk par ved Kastellet i København torsdag, der førte til anholdelsen af tricktyvene.

Civilklædte betjente tog ud i området og overværede diskret, hvordan de mistænkte forsøgte at overliste endnu et par turister – og slog så til.

– Nu må vi se, hvad efterforskningen fører til, sagde den centrale efterforskningsleder Dan Aakerhjelm Sørensen torsdag til spørgsmålet om, hvorvidt de tre har andre tilfælde på samvittigheden.

/ritzau/