Pensionist med mange våben er sat i fængsel


Arkivfoto


En ældre samler af skydevåben fra Veksø-området er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger, oplyser politiet.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

I hans hjem fandt betjente onsdag 25 rifler og geværer samt en revolver.

Politiets sigtelse drejer sig om overtrædelse af straffelovens særlige paragraf om våben, der som tommelfingerregel udløser en straf på mindst et års fængsel.

LÆS OGSÅ: Politiaktion: Fandt 25 skydevåben hos mand ved Vexø
Fængslingen er sket af hensyn til folks retsfølelse, oplyser senioranklager Thomas Brædder fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Den 66-årige, der er pensionist, har valgt ikke at appellere afgørelsen om frihedsberøvelse i fire uger til landsretten.

Nu skal politiets teknikere undersøge, i hvilket omfang de mange våben faktisk kunne affyres. Desuden skal den beslaglagte ammunition gennemgås.

Under ransagningen fandt betjentene et skydevåben liggende i mandens soveværelse, og det er blevet forklaret med, at han ville beskytte sig mod kriminelle, som han var raget uklar med.

Sagen er opstået som udløber af et andet våbenfund hos en mand fra Ballerup.

Denne mand, der er 30 år, blev afsløret med et oversavet haglgevær og en jagtriffel i hjemmet.

Denne sag har fået en ekspresbehandling i retssystemet.

Anholdelsen skete tirsdag og allerede onsdag fik han sin dom i forbindelse med grundlovsforhøret: Ubetinget fængsel i et år og seks måneder.

Dommen begrundes blandt andet med, at han tidligere har vist sig villig til at bruge skydevåben, og at han ønskede at forsvare sig mod folk i bandemiljøet og bekendte i tyvebander.

Desuden er den 30-årige adskillige domme bag sig.

/ritzau/