Politiet farer hårdt frem: Bruger tåregas mod børn og familier


Arkivfoto


I et forsøg på at få kontrol over demonstrationer og uro i byen Ferguson i Missouri, USA, har politiet affyret tåregas.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det oplyser politiet på det sociale medie Twitter. Ifølge politiet er gassen blevet brugt mod “aggressive demonstranter”, der er samlet i protest over, at en hvid politimand forrige lørdag skød og dræbte en sort, ubevæbnet teenager.

Yderligere er der meldinger om, at der bliver affyret skud.

LÆS OGSÅ: Obduktion: Teenager blev skudt seks gange
LÆS OGSÅ: Obama: Politiet må acceptere vrede over teenagedrab
Ifølge nyhedsbureauet Reuters blev tåregassen kastet ind i en menneskemængde på omkring 400 personer, hvor også familier og børn befandt sig.

Der blev også sendt gas mod medier og journalister på stedet, mens politiet kørte ind i demonstrationsområdet i pansrede køretøjer.

Episoden sker få timer inden et udgangsforbud træder i kraft for at sætte en stopper for urolighederne.

Det er anden nat i træk, at der bliver indført udgangsforbud i byen, der er en forstad til St. Louis.

Udgangsforbuddet gælder fra midnat lokal tid. Det bliver besluttet fra dag til dag, om de natlige udgangsforbud skal forlænges.

Natten til søndag var der ligeledes udgangsforbud, men det fik ikke demonstranter til at holde sig tilbage. En person blev søndag morgen skudt og kritisk såret, da politiet kolliderede med vrede indbyggere.

Skudofferet blev bragt til hospitalet af andre demonstranter under sammenstødet, hvor i alt syv personer blev anholdt.

Lørdag aften erklærede guvernør Jay Nixon undtagelsestilstand i byen i et forsøg på at kvæle optøjerne efter flere dage med voldelige sammenstød og plyndringer som reaktion på drabet på den 18-årige Michael Brown.

Drabet har endnu engang antændt en ophedet debat om politivold og racehad i det amerikanske samfund, fordi den 18-årige mand var ubevæbnet, da han blev skudt.

USA’s justitsminister, Eric Holder, har søndag beordret justitsministeriet til at gennemføre en obduktion af Michael Brown.

Ministeriets talsmand Brian Fallon siger, at Holder kræver den føderale obduktion “som følge af de ekstraordinære omstændigheder i denne sag og efter ønske fra Brown-familien.”