Regeringen sender terrorlovgivningen til hjørnespark i en kommission af juridiske eksperter. Den bør i stedet skærpe indsatsen mod radikaliserede muslimer, som returnerer fra Syrien-krigen, og kritisk granske logningsbekendtgørelsen af internettet og andre regler, som skal forebygge terror.
Det siger Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, om, at regeringen lader en kommission granske terrorlovgivningen, som blev indført efter terrorangrebet mod USA 11. september 2001 og siden er strammet i flere omgange.
– Det er sund fornuft at se på terrorpakkerne fra 2002 og 2005, og om nogle af disse indgreb stadig er retssikkerhedsmæssigt forsvarlige, siger Karsten Lauritsen.
– Samtidig giver det mening at se på den voksende terrortrussel fra “foreign fighters” – danske statsborgere, som tager til udlandet for at kæmpe og udgør en terrorrisiko, når de kommer tilbage. Her skal vi politikere ikke deponere vores handlefrihed i en kommission.
Karsten Lauritzen advarer regeringen mod at sende terror til hjørnespark i en kommission, ligesom regeringen har gjort med dagpengereformen. Her skal kommissionen først være færdig efter folketingsvalget, som senest skal afholdes i september 2015.
Hjemvendte, radikaliserede Syrien-krigere er ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) Danmarks største terrortrussel, påpeger Venstres retsordfører.
– Venstre vil se på lovgivningen om Syrien-krigere. Det er uklogt at placere diskussionen hos nogle professorer i en kommission. Man skal se, hvad der sker i Storbritannien, Tyskland og Frankrig med at nægte udenlandske statsborgere indrejse, når de vender tilbage, siger Karsten Lauritzen.
Venstre har presset justitsminister Kren Hækkerup (S) til at suspendere logningsbekendtgørelsen, mener han.
SF’s retsordfører, Karina Lorentzen, mener, at kommissionen skal vurdere, om Danmark er gået for langt med overvågningen.
– Det er helt afgørende, at der er tale om en kommission uden begrænsninger. Ellers kan den ikke bruges til noget. Det er ikke nok som tidligere blot at inddrage politiet og anklagemyndigheden, siger hun i en pressemeddelelse
/ritzau/