Den europæiske rumfartsorganisation, ESA, vil i december tage endelig stilling til en deltagelse i det russiske måneprogram, oplyser lederen af Det Russiske Videnskabsakademis Institut for Rumforskning søndag.
– Europæerne ønsker at samarbejde med Rusland om måneprogrammet. Den endelige afgørelse vil blive taget på en ministerkonference, siger direktør Igor Mitrofanov fra Instituttets atomare planetologiske afdeling, til Komitéen for Rumforsknings Videnskabsforsamling, Cospar.
Mitrofanov fortsætter med at fortælle, at hans instituts vigtigste partner, Lavortjkin Forsknings- og Produktionssammenslutning, arbejder på ubemandede månestationer Luna-25, Projekt Luna-Glob, mens Luna-26 og Luna-27 er en del af Luna-Resurs-projektet.
– Instituttet er i gang med at udvikle forskningsudstyr og -instrumenter til stationerne, der efter planen skal opsendes i 2017, 2018 og 2019, siger han.
Ifølge Mitrofanov kan Luna-25-projektet involvere europæiske missionkontrolcentre til støtte for de russiske landbaserede centre. Hvad angår Luna-26-projektet, drøfter specialister muligheden for supplerende kommunikation ved at benytte europæiske antenner på jorden.
– Bortset fra det, så vil europæerne også udstyre Luna-26 med en VHF-sender for at have en uafhængig kommunikationskanal. Det samme gælder for Luna-27-projektet, siger han.
Det Europæiske Rumagentur ønsker endvidere at lave et sugehoved til Luna-27-projektet, ligesom det, der efter planen skal monteres på landingsfartøjet i Rusland-ESA’s ExoMars-projekt. Et sugehoved benyttes til at indsamle støv fra planeters overflader.
– Når det er sagt, så ønsker ESA også at være ansvarlig for en præcisionslanding på Månen. De kan montere et system om bord, der sørger for det. Hvis de beslutter ikke at slutte sig til os, så gør vi det selv, tilføjer han.
Krisen mellem Rusland og Vesten har indtil videre ikke haft betydning for rumsamarbejdet. USA er eksempelvis helt afhængige af Rusland, der er det eneste land, der sender rumkapsler til og fra Den Internationale Rumstation, ISS.
/ritzau/Itar-Tass