Togkaos: DSB har aflyst flere tog


Togtrafikken til og fra København er søndag aften plaget af problemer.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

En køreledning er faldet ned ved Høje Taastrup, og det har fået konsekvenser:

En række regionaltog er blevet aflyst, og andre tog fra Fyn og Jylland har fået forsinkelser på op til 40 minutter, oplyser DSB.

Derimod er tog i retning fra Københavns Hovedbanegård mod vest afgået efter planen.

Køreledningen faldt ned ved 19.30-tiden, og DSB’s trafikinformationschef Tony Bispeskov forventer, at Banedanmark er færdig med reparationen ved 21-tiden.

– Konsekvenserne er relativt beskedne, fordi det er sket søndag aften, siger han.

Samtlige regionaltog mellem Ringsted og Roskilde og København er blevet aflyst. På den måde forsøger DSB at dæmpe forsinkelserne på de øvrige tog.

– Det svarer til at have en trespors motorvej og kun at have to spor til rådighed, siger trafikinformationschefen om situationen.

Umiddelbart er der ingen forklaring på, hvorfor køreledningen faldt ned.

/ritzau/