Flere kommuner indfører afbrændingsforbud


Årets varme sommer har ikke kun budt på solbadning og strandturer. Det har også givet en del tørke, hvilket har fået stadig flere kommuner til at indføre afbrændingsforbud.

Like localeyes.dk på Facebook

Beredskabsstyrelsen opdaterer hver dag klokken 10 en liste over de kommuner, som har indført afbrændingsforbud, på sin hjemmeside.

Tirsdag er listen over kommuner, som forbyder åben ild, nået op på 16. Det gælder Assens, Ballerup, Fredericia, Furesø, Faaborg-Midtfyn, Guldborgsund, Herlev, Høje Taastrup, Ishøj, Kolding, København, Lolland, Middelfart, Nordfyns, Tårnby og Vallensbæk.

For at være på den sikre side opfordrer Beredskabsstyrelsen dog til, at man selv tjekker sin egen kommune.

Når der er afbrændingsforbud, er det forbudt at bruge åben ild til for eksempel at brænde affald eller bruge ukrudtsbrændere.

Dog må man gerne tænde op i en almindelig grill på etablerede bålsteder, på sanddækkede arealer ved stranden, på uantændeligt underlag som for eksempel flisebelagte pladser og hjemme i sin private have.

I Assens og Faaborg-Midtfyns Kommune er det dog ikke tilladt at bruge engangsgriller, mens det i de andre kommuner er et krav, at de også står på et uantændeligt underlag. Kommunerne anbefaler derudover, at man slukker grillen med vand bagefter.

Det er beredskabsmyndighederne i de pågældende kommuner, der beslutter, om der skal indføres et afbrændingsforbud. Forbuddene bliver løbende vurderet ud fra blandt andet DMI’s tørkeindeks.

Tirsdag eftermiddag ligger DMI’s tørkeindeks mange steder i landet mellem otte og 10. Tørkeindekset viser på en skala fra et til 10, hvor høj risikoen for tørke er.

/ritzau/