Fransk højhastighedstog i sammenstød: 40 kvæstet


Mindst 40 mennesker kom til skade, heraf fire alvorligt, da et TGV-højhastighedstog og et regionalt tog torsdag stødte sammen tæt på den sydvestlige franske by Pau.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet AFP.

Regionaltoget var på vej til Dax, da det tilsyneladende kørte ind i TGV-toget bagfra.

TGV-toget havde 178 passager med, oplyser AFP.

Ifølge politiet blev nogle af de tilskadekomne ført på hospitalet i helikopter.

Ifølge lokale redningsfolk var der 60 mennesker på regionaltoget, da det påkørte TGV-toget, som angiveligt kørte meget langsomt.

Det er foreløbig ikke opklaret, hvorfor TGV-toget kørte med lav fart.

/ritzau/