Et malaysisk passagerfly med omkring 300 om bord blev torsdag eftermiddag skudt ned, da det fløj i 10 kilometers højde over det østlige Ukraine nær den russiske grænse, skriver nyhedsbureauet Interfax.
I de første rapporter hed det, at flyet havde 295 mennesker om bord, men det ukrainske indenrigsministerium siger, at “over 300 uskyldige er blevet dræbt – deriblandt 23 amerikanske statsborgere.”
Boeing-flyet var på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur.
En rådgiver i det russiske indenrigsministerium siger, at flyet blev skudt ned med et Buk jord til luft missil.
Nedskydningen skete ifølge oplysningerne nær Donetsk – ved Torez, nær Shakhtersk, der ligger 40 kilometer fra den russiske grænse. Der har været kampe i området mellem ukrainske styrker og pro-russiske separatister.
Flyet, der havde rutenummer MH017, forlod Amsterdam kl. 12.10 med kurs mod den malaysiske hovedstad.
I det østlige Ukraine siger separatistlederen Alexander Borodaj, at et malaysisk passagerfly blev skudt ned af ukrainske regeringsstyrker.
– Der er tale om passagerfly, og det blev skudt ned af det ukrainske luftvåben, siger Borodai til den statslige russiske tv-station Rossiya 24.
Andre separatister siger, at et ukrainsk kampfly blev set skyde mod passagerflyet.
– Øjenvidner siger, at de så passagerflyet blive angrebet af et ukrainsk militærfly, hedder det i en erklæring fra det selvudråbte styre i Lugansk.
Regeringen i Kijev afviser, at den har noget at gøre med flykatastrofen.
Den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, siger ifølge Interfax, at det var en “terrorhandling”, som fik det malaysiske fly til at styrte ned.
– Vi bekræfter, at det ukrainske luftvåben ikke skød mod mål i luftrummet, siger Porosjenko i en erklæring på præsidentkontorets hjemmeside.
Ukraines regering siger, at den har iværksat en undersøgelse af “flykatastrofen”.
Rusland afviste tidligere torsdag ukrainske beskyldninger om, at Rusland skulle have nedskudt et ukrainsk SU-25 kampfly.
Flyet var af samme type, som det, der forsvandt den 8. marts i år under en flyvning fra Kuala Lumpur til Beijing. Begge fly tilhører det malaysiske selskab Malaysian Airlines.
/ritzau/Reuters