Russiske medier: Mindst tre dræbt og 80 kvæstet i metroulykke i Moskva


Ifølge russiske medier skulle tre personer være blevet dræbt og flere end 80 personer kvæstet i en metroulykke i Moskva. Mindst 15 af de kvæstede skulle være alvorligt såret.

Ulykken skete 8:35 tirsdag morgen. Ulykken er formentlig forårsaget af en kraftig opbremsning og følgende afsporing forårsaget af for meget strøm i skinnerne, lyder det fra themoscowtimes.com.

De sociale medier flyder over med meldinger, men indtil videre har de russiske myndigheder været meget sparsomme med oplysninger. Det russiske metroselskab bekræfter dog, at et metrotog på undergrundsbanens blå linje er blevet afsporet tidligere på dagen.