Politiet på hampejagt på Lolland


Torsdag var politiet på Sydsjælland og Lolland på jagt efter hampeplanter. En 25-årig mand havde 123 planter i en haveforening ved Nykøbing. En 65-årig mand havde også grønne fingre. Efter et andet borgertip, fandt politiets specialpatrulje over 13 kilo friske hampeplanter ved Rødby.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

En 25-årig mand fra Nykøbing med grønne fingre blev torsdag eftermiddag sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Det skyldtes, at politiet ved et besøg i den 25-åriges kolonihave i Haveforeningen Sommerlyst på Gedser Landevej syd for Nykøbing, fandt i alt 123 hampeplanter som vejede 4.780 gram.

Hampen blev høstet og beslaglagt, og den 25-årige blev sigtet for overtrædelsen.

Efter et tip besøgte politiets specialpatrulje et grønt område i Rødby, hvor en 65-årig mand gik og puslede om sin urtehave.

Ved siden af ærter og gulerødder fandt betjentene et bed med hampeplanter, som blev høstet.

Der var 13,59 kg friske planter, som blev beslaglagt, og den 65-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.