Mindst 16 personer mistede livet, da en militærhelikopter mandag styrtede ned i et beboelsesområde i Vietnams hovedstad, Hanoi, oplyser myndigheder og vidner.
Den russiskbyggede Mi-171 helikopter forulykkede under en øvelse tidligt på dagen omkring 30 kilometer vest for hovedstadens centrum i Thach That-distriktet, siger en militær kilde.
– Vi er ved at undersøge nedstyrtningsområdet, siger han.
– Der var 21 personer om bord i helikopteren, som styrtede ned under en faldskærms-øvelse. 16 blev dræbt, og fem blev kvæstet, siger general Vo Van Tuan til AFP.
Helikopteren havde øjensynligt vanskeligheder et stykke tid før nedstyrtningen.
– Jeg hørte en mærkelig lyd og løb uden for og så helikopteren eksplodere. Der var en voldsom brand og en kæmpemæssig røgsky, siger et lokalt øjenvidne, som ikke ønsker sit navn nævnt.
– Helikopteren fløj lavt. Den ramte jorden og eksploderede næsten samtidig, siger hun og tilføjer:
– Det var, som om piloten kæmpede for at finde et sted at lande væk fra bebyggelsen.
Flere gadesælgere siger, at nogle af de dræbte er faldskærmssoldater, der kort før ulykken havde købt mad i deres boder.
I 2008 blev fem piloter fra Vietnams militær dræbt, da de styrtede ned med et transportfly i udkanten af Hanoi.
/ritzau/AFP