20-årig dømt for knivdrab: Han kaldte min kæreste for en so


En 20-årig mand, der har erkendt, at det var ham, der førte kniven, som i september sidste år dræbte en 18-årig ved handelsgymnasiet Niels Brock ved Forum Metrostation, er ved Retten på Frederiksberg blevet kendt skyldig i manddrab.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

En mandag i september sidste år opsøgte han den 18-årige Taher Ben Tarek Saadaoui på handelsgymnasiet Niels Brock på Frederiksberg.

Der havde været rygter om, at Taher Ben Tarek Saadaoui havde lagt an på den 20-åriges kæreste. De to begyndte at diskutere, og da Taher Ben Tarek Saadaoui skulle have kaldt kæresten en “so”, har den tiltalte forklaret, at han mistede kontrollen.

LÆS OGSÅ: Ung mand hårdt såret efter knivstik ved metrostation

Han trak en kniv og stak Taher Ben Tarek Saadaoui i maven med et enkelt knivstik, der gik gennem leveren og legemspulsåren. Kort efter blevet offeret kørt på Rigshospitalet, men det lykkedes ikke lægerne at redde hans liv.

LÆS OGSÅ: Knivoffer død af sine kvæstelser

Samme eftermiddag meldte den 20-årige sig selv til politiet.

Senioranklager Jakob Buch-Jepsen har krævet, at han blev dømt for drab. Han har i retten påpeget, at den 20-årige allerede om morgenen havde taget en kniv med, inden han selv tog i skole.

LÆS OGSÅ: Anklager om knivdrab: Det virker planlagt

Desuden anskaffede han sig en handske, som han tog på den hånd, som endte med at føre kniven, og da han opsøgte Taher Ben Tarek Saadaoui, bad han ham komme med udenfor i skolegården, hvor der ikke er nogen kameraer.

Alt sammen tegn på planlægning, mener senioranklageren. Forsvarer Jane Ranum har sagt, at det er absurd at påstå, at den 20-årige planlagde drabet, når han trak kniven foran en fyldt skole og desuden meldte sig selv samme aften.

LÆS OGSÅ: Knivdrab: Det var ikke meningen at dræbe

Hun har i retten hævdet, at intet tydede på, at den 20-årige havde til hensigt at dræbe, og at han derfor burde dømmes for grov vold med døden til følge.

/ritzau/