En 50-årig mand fra Kolding er blevet anholdt og sigtet for drabsforsøg på sin jævnaldrende kæreste, efter at han torsdag aften slog hende og stak hende flere gange med en kniv.
Fra Kolding Sygehus har politiet fået oplyst, at kvinden er i livsfare.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigtDet var en nabo, der klokken 20.33 alarmerede politiet og fortalte, at manden var ved at slå sin kæreste ihjel.
– Da vi kommer frem er hun svært kvæstet, men hun når at fortælle os, hvad han hedder, før hun bliver bragt på sygehuset, fortæller vagtchef Svend Pedersen fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau.
Politiet sendte flere patruljer på gaden i Kolding i jagten på manden.
– Vi havde et godt signalement. Desuden var der en del blod i lejligheden, så vi regnede med, at han måtte have blod på tøjet, siger vagtchefen.
Omkring en kilometer fra lejligheden fik en patrulje øje på manden, og han blev anholdt.
Politiet ved ikke, hvorfor han overfaldt sin kæreste.
– Af en eller anden grund er de røget i totterne på hinanden, og så har han slået hende og stukket hende flere gange med en kniv, siger Svend Pedersen.
Den 50-årige mand vil fredag blive fremstillet i grundlovsforhør.
/ritzau/