Flere læger på Rigshospitalet undersøges for misbrug


Der kan være flere sager på vej om misbrug af forskningsmidler på Rigshospitalet i København.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Nu er turen kommet til Finsencentret, da man har fundet bilag, hvor det ikke er helt tydeligt, hvad pengene er gået til. Det oplyser Region Hovedstaden.

Det er regionens eksterne revisorer, BDO, der er i gang med en stikprøveundersøgelse af brugen af forskningsmidler i regionen. Og der er ved stikprøven kommet bilag frem, som regionens administration skal se nærmere på.

Det drejer sig om bilag, hvor der ikke er regnskabs- og revisionspligt, altså såkaldte “frie midler”.

LÆS OGSÅ: Viborg-læge har misbrugt forskningspenge
LÆS OGSÅ: Hjertelæge købte dyre møbler og kunst for forskningsmidler
– Når vi får et hint om noget, der kan være forkert forvaltning, så undersøger vi det selvfølgelig med det samme. Forskningspenge skal bruges til forskning og ikke private gøremål, og vi tager misbrug meget alvorligt, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) om sagen.

Allerede nu har Rigshospitalet politianmeldt fire overlæger fra hjertecentret, heraf den ene sigtes for svindel for tre millioner kroner. Pengene er blandt andet brugt til private møbler, dyre designsolbriller og fisketure til Norge.

I maj blev der sendt et brev til hospitalsdirektionerne for at sikre fokus på administrationen af de eksterne forskningsmidler og ansvaret for at overholde regionens regler, oplyser regionen.

– Jeg synes, vi har sat mange initiativer i gang for at komme misbrug af forskningsmidler til livs. På baggrund af den kontrol vi laver nu, kan vi ikke udelukke, at der dukker flere sager op, siger Sophie Hæstorp Andersen i en pressemeddelelse.

– Konsekvenserne af det kommer til at afhænge af, hvad man finder, og hvor langt det ligger tilbage, siger hun.

LÆS OGSÅ: Overlæge sigtet: Brugt forskningsmidler for millioner til private indkøb
Stikprøvetagningen på resten af regionens eksterne forskningsprojekter forventes at være klar i begyndelsen af oktober. Forretningsudvalget i Region Hovedstaden vil på det førstkommende møde efter sommerferien få en orientering om det videre forløb.

/ritzau/