Politi advarer om giftig røg


Borgerne i Hornsyld kan godt opgive at komme på genbrugspladsen resten af weekenden. En brand har nemlig lukket Genbrugsstationen på Industrivænget i Hornsyld, Sydøstjyllands Politi.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Branden udvikler kraftig røg, der kan være farlig at indånde, og politiet beder beboerne i området om at lukke døre og vinduer. De skal tage væk eller holde sig inde og slukke for ventilationen.

Ilden opstod klokken 3.40 natten til søndag i genbrugspladsens haveaffald, der ligger og venter på at blive til kompost.

– Der er ild i haveaffald på et område på 30 gange 50 meter svarende til en halv fodboldbane, siger vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi.

Ved 10-tiden søndag formiddag er røgudviklingen fra branden fortsat kraftig, og der kan godt gå adskillige timer, før brandvæsnet har fået ilden slukket.

Det område, hvor beboerne skal tage sig i agt for den sundhedsskadelige røg, er mellem Hornsyld Industrivej, Nørregade, Bakkevej og Møllevej, samt vejen Grønningen.

Inden for området skal beboerne afskærme sig fra røgen. Hvis nogen føler ubehag, skal de kontakte lægevagten, siger vagtchefen.

Han henstiller også til beboerne i området, at de holder sig væk fra genbrugspladsen.

/ritzau/