Skudt af allierede styrker: Fem Nato-soldater dræbt i Afghanistan


Fem soldater fra en Nato-ledet styrke er omkommet i den sydlige del af Afghanistan, oplyser Nato tirsdag.

– Fem internationale soldater fra sikkerhedsstyrken er omkommet i det sydlige Afghanistan i går (mandag, red.), skriver den internationale styrke i Afghanistan, Isaf, i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Og det var efter alt at dømme skud fra allierede styrker, der dræbte soldaterne.

Den lokale politichef i Zabul-provinsen, Ghulam Sakhi Roghlewai, oplyser, at gruppen blev dræbt af samarbejdsstyrker ved en fejl.

– Isafs tropper var på vej tilbage til deres base efter en operation, da de blev angrebet af oprørere. Et luftangreb for at afværge angrebet ramte dog fejlagtigt deres egen styrke og dræbte soldaterne, siger han.

Samme melding kommer fra Taliban, hvor talsmand Qari Yousuf Ahmadi siger, at oprørere angreb de udenlandske styrker, da helikoptere greb ind og ved et uheld skød deres egne tropper ned.

Mohsin Khan, der er talsmand for en division af den afghanske hær, bekræfter over for nyhedsbureauet AFP, at der er tale om såkaldt egenbeskydning. Han tilføjer, at en afghansk soldat også mistede livet i ulykken.

Isaf har ikke oplyst, hvordan soldaterne mistede livet.

Der er heller ikke oplysninger om, hvilken nationalitet de døde soldater har, men ifølge BBC er der tale om amerikanske soldater.

Den sydlige del af Afghanistan har kostet flere soldater livet de seneste år, og mandagens dødsfald er de værste, siden fem Nato-soldater i april blev dræbt, da deres helikopter styrtede.

Alle Natos 50.000 soldater vil blive trukket ud af Afghanistan inden årets udgang. En mindre amerikansk-ledet styrke vil dog muligvis blive i landet frem til udgangen af 2016, hvis Afghanistan og USA kan enes om en aftale.

/ritzau/Reuters