En 14-årig pige fra Midtjylland var tirsdag aften tæt på at miste livet, da hun blev angrebet af en ung mand, som forsøgte at kvæle hende inde på en kornmark.
En forbipasserende motorcyklist, som konfronterede gerningsmanden, blev snittet med en kniv i halsen, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Politiet har anholdt en 17-årig mand og sigtet for ham for dobbelt drabsforsøg.
– Den anholdte, der kommer fra Sønder Felding, har fortalt os, at han cyklede hjemmefra med den hensigt at gøre skade på nogen. Han havde medbragt en mindre kniv til formålet, siger Ole Vanghøj, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Pigen var ude at løbe, da hun ved 21-tiden blev angrebet og trukket ind på en kornmark, hvor den anholdte forsøgte at kvæle hende.
Men det blev forhindret af den 57-årige motorcyklist, der stoppede op, fordi han så en efterladt cykel på vejen og bemærkede noget tumult inde i marken.
– Han konfronterer gerningsmanden, som siger, at pigen har brækket et kraveben. Da motorcyklisten bøjer sig ned over pigen, trækker gerningsmanden hans hoved bagover og fører en kniv hen over halsen på ham. Derefter stikker gerningsmanden af, fortæller vagtchefen.
Manden slap med et overfladisk snitsår, mens pigen blev bragt til lægeundersøgelse efter hændelsen.
– Hun var kortvarigt bevidstløs under kvælningsforsøget, siger Ole Vanghøj.
Politiet mener, at den anholdte er psykisk ustabil.
– Efter at han stak af fra marken, kontaktede han sin familie, som så alarmerede os, fortæller vagtchefen.
Umiddelbart tyder intet på, at der ligger et seksuelt motiv bag angrebet på pigen, som også kommer fra Sønder Felding.
/ritzau/