Mere dansk militær i aktion i Østersøen


Endnu et dansk flådeskib og et observationsfly skal til Østersøen for at vise solidaritet med Ukraines naboer, oplyser forsvarsminister Nicolai Wammen (S) i forbindelse med et møde blandt Nato-landenes forsvarsministre tirsdag i Bruxelles.

– Det handler om at udtrykke solidaritet med de lande i Nato, som er mest bekymrede. Fra Natos side har man efterlyst bidrag fra medlemslandene til de Nato-lande, som har behov for det.

– Jeg ser det som et stærkt budskab om solidaritet. Men også i en fornuftig balance. Det er tiltag, som er med til at give større tryghed hos de lande, der føler sig mest udsat. Men det er ikke initiativer, som kan opfattes på en aggressiv måde, siger Wammen.

De nye danske bidrag skal ifølge ministeren betales af det eksisterende forsvarsbudget.

Der bliver konkret tale om et maritimt observationsfly af typen Challenger, der skal støttet Natos eksisterende minerydningsaktion i Østersøen og et flådeskib af Thetis-klassen.

/ritzau/